Jeg vil ikke påstå, at jeg hidtil har været stamkunde i vores lokale Nejda
butik i Hjallerup (for ikke at hænge nogen ud, har jeg ændret navnet på
butikken). Men jeg vil påstå, at jeg fremover ikke er kunde i den butik.
Jeg var inde for at købe nogle af de der laksefileter som Nejda sporadisk er
gode til at have. Jeg gik målrettet mod den kølemontre hvor de plejer at befinde
sig. Og de var der. I rigelige mængder. Jeg spottede prisen over montren, og med
den hoben af teenagere der denne weekend opholdt sig på matriklen, fangede jeg 6
pakker til den anførte pris af 25,- pr. pakke. Og hastede direkte til kassen.
Her forundredes jeg over, at kassepigen insisterede på at ville flå 240,- kr. ud
af det hårdt prøvede dankort. Jeg gjorde opmærksom på, at jeg mente stykprisen
var anført til 25 kr., men at jeg da var villig til at betale (for at lette
ekspeditionen), og så lige smutte ned og tjekke rigtigheden af min påstand
efterfølgende. Ingen slinger i valsen, betalingen blev gennemført, pigen ringede
adræt på en klokke, hvorefter en overordnet (butikschefen?) tonede frem.
Hun, den overordnede, gjorde gældende, at prisen korrekt var 40,- kr. pr. styk,
og ikke 25. Og vi kunne sammen gå ned og konstatere det ved selvsyn. Jeg gjorde
gældende (flink som jeg er), at jeg nok selv kunne tjekke det, men vi vandrede
alligevel i fællesskab ned til ”fiskedammen”, under hvilken gåtur jeg
udglattende bemærkede, at jeg jo kunne have set forkert. Mere for så’n at bløde
situationen lidt op, når hun nu fandt ud af, at jeg vitterlig havde ret.
Og det havde jeg! Der var en prislap på montren, der ikke bare viste at jeg
havde set rigtigt, men også at min optiker havde gjort et propert arbejde med
brillerne. Hvad jeg dog ikke havde bemærket var, at der et andet sted på
selvsamme montre, var endnu en prislap på nøjagtig samme vare, til netop den
pris som gik ind i kasseapparatet…!
Problem: vi havde altså begge ret. Jeg mente, naiv som jeg altså åbenbart er, at
tvivlen kommer kunden til gode. Det var ikke tilfældet! Overhovedet ikke! Den
overordnede (butikschefen?) løste problemet prompte: hun fjernede gesvindt
prislappen med min pris, krøllede den sammen og smed den i papirkurven. Nu var
der kun den ”rigtige” pris tilbage. Sådan skal det gøres, let og elegant! Det
ærgrer mig nu lidt bagefter, at hun ikke proppede lappen i munden og spiste den,
så havde ”bevismaterialet” da definitivt været destrueret.
Jeg overlever nok differencen på 90 kr., det havde Nejda temmelig sikkert også.
Men der er altså grænser for, hvordan jeg vil behandles når jeg skal betale for
det. Og i dag fandt jeg den grænse i Nejda. Og så lærte jeg samtidig noget om
discount, som jeg ikke vidste: discount går ikke kun på billige varer, det går
også på billig opførsel. Det sidste vil jeg ikke fremover betale for.
Efterskrift
Få uger at dette epistel havde været offentliggjort i
vores lokale sprøjte, modtog jeg en kæmpe æske chokolade fra Nejda-kædens
landedirektør, som meget beklagede min oplevelse i butikken, og som inderligt
håbede at jeg også fremover ville gøre mine indkøb (fisk og andet) i deres
lokale Nejdabutik.