Ud på tur

Forleden var vi på besøg hos min datter og svigersøn i Aalborg. De bor i et dejligt stille kvarter, som blandt meget andet er kendetegnet ved, at vejen skråner en del. Nu ville jeg gerne, i betragtning af hvad der følger, kunne sige at vejen skråner meget (helst i stil med visse gader i San Francisco), men det er så desværre ikke helt rigtigt. Men skråner, det gør vejen altså.

Vel ankommet parkerer vi så på bemeldte, let skrånende vej, trækker håndbremsen (bid lige mærke i det: trækker håndbremsen) og invaderer matriklen. Overtøj demonteres, der udveksles krammere til både store og små, og en løs snak omringet af munter børnelarm går i gang. Det er sådan set hyggeligt og dejligt.
Pludselig er der så en der højlydt deklamerer: ”Jørgen, din bil kører!”, erindrer ikke hvem, men nok en fra selskabet. Min første tanke er, at det var da god værkstedshumor (ha, ha), indtil jeg ud af køkkenvinduet spotter en lav, blå Peugeot CC, der tyst, men magtfuldt forlader synsfeltet i vinduets venstre side.

Al den der snak om forsinkede reaktionsmønstre hos ældre mennesker, synes jeg bør forstumme, for jeg skal da love for at visse dele af selskabet lynhurtigt var på vej ud ad døren. Jeg tror Annette var en klar nummer et. Selv mener jeg også, at jeg var en del af hovedfeltet, desuagtet jeg først skulle have et par sko på… det blev så kun til halvanden. Så kan man her lige tænke over, hvordan det kan lade sig gøre.

Det mest besynderlige i denne bizarre situation er, at jeg overhovedet ikke hører en lyd… altså bortset fra alle dem der siger noget. Jeg kunne jo nok regne ud, at den bitte blå ikke ville kunne køre langt, før afsavnet ville blive for stort, så jeg forventede en eller anden lyd som indikation for, at jeg nu ville få brug for mit forsikringsselskab. Men: intet, ”absolut tystnad”.

Det viser sig så, at den bitte blå er kørt skråt over vejen, ind til naboen, som om den stilede målrettet mod hoveddøren der. Lykkeligvis var der et højt bed (med ral), omkranset af sirligt lagte sten (hvilket brat fik en ende). Og der hang kareten: ikke en skramme at se, men uhjælpelig fastlåst i en lidet flatterende positur. Og ja, håndbremsen var trukket! Ikke hårdt nok ville nogen så fremture, hvortil jeg stædigt replicerer, at trukket, det var den.

Jeg formoder der må have været noget lyd, et eller andet sted undervejs i processen. Indenfor 30-40 sekunder åbnedes døre i huse og hytter på vejen, og glade mennesker, børn, hunde og bedsteforældre myldrede til. Jeg er selvfølgelig glad for at kunne bidrage beskedent til nabohygge og usædvanlige og lærerige oplevelser for børnene. Havde omstændighederne været anderledes, kunne dette sagtens have været afsættet til en solid og munter gadefest. I mit stille sind var jeg dog mest taknemmelig for, at den fåmælte Peugeot ikke mejede løstgående pensionister, husdyr eller kærestepar ned under det mislykkede flugtforsøg. Og glad for, at jeg nu havde kreeret stof til nogle hyggelige snakke over hækken den kommende tid.

Enden på historien blev, at en glad, og i øvrigt kompetent Falck-mand, dukkede op, draperede luftpuder hist og her under maven på dytten, understøttede den på passende vis, nænsomt og blidt, og trak den fri. Han mente, en passant, at det måske var en god ide, at kombinere håndbremse og 1. gear ved fremtidige parkeringer.

Tjaa, jeg ved nu ikke rigtig, vi skal jo holde hjulene i gang…