Forleden var vi på besøg hos min datter og svigersøn i Aalborg. De bor i et
dejligt stille kvarter, som blandt meget andet er kendetegnet ved, at vejen
skråner en del. Nu ville jeg gerne, i betragtning af hvad der følger, kunne sige
at vejen skråner meget (helst i stil med visse gader i San Francisco), men det
er så desværre ikke helt rigtigt. Men skråner, det gør vejen altså.
Vel ankommet parkerer vi så på bemeldte, let skrånende vej, trækker håndbremsen
(bid lige mærke i det: trækker håndbremsen) og invaderer matriklen. Overtøj
demonteres, der udveksles krammere til både store og små, og en løs snak
omringet af munter børnelarm går i gang. Det er sådan set hyggeligt og dejligt.
Pludselig er der så en der højlydt deklamerer: ”Jørgen, din bil kører!”,
erindrer ikke hvem, men nok en fra selskabet. Min første tanke er, at det var da
god værkstedshumor (ha, ha), indtil jeg ud af køkkenvinduet spotter en lav, blå
Peugeot CC, der tyst, men magtfuldt forlader synsfeltet i vinduets venstre side.
Al den der snak om forsinkede reaktionsmønstre hos ældre mennesker, synes jeg
bør forstumme, for jeg skal da love for at visse dele af selskabet lynhurtigt
var på vej ud ad døren. Jeg tror Annette var en klar nummer et. Selv mener jeg
også, at jeg var en del af hovedfeltet, desuagtet jeg først skulle have et par
sko på… det blev så kun til halvanden. Så kan man her lige tænke over, hvordan
det kan lade sig gøre.
Det mest besynderlige i denne bizarre situation er, at jeg overhovedet ikke
hører en lyd… altså bortset fra alle dem der siger noget. Jeg kunne jo nok regne
ud, at den bitte blå ikke ville kunne køre langt, før afsavnet ville blive for
stort, så jeg forventede en eller anden lyd som indikation for, at jeg nu ville
få brug for mit forsikringsselskab. Men: intet, ”absolut tystnad”.
Det viser sig så, at den bitte blå er kørt skråt over vejen, ind til naboen, som
om den stilede målrettet mod hoveddøren der. Lykkeligvis var der et højt bed
(med ral), omkranset af sirligt lagte sten (hvilket brat fik en ende). Og der
hang kareten: ikke en skramme at se, men uhjælpelig fastlåst i en lidet
flatterende positur. Og ja, håndbremsen var trukket! Ikke hårdt nok ville nogen
så fremture, hvortil jeg stædigt replicerer, at trukket, det var den.
Jeg formoder der må have været noget lyd, et eller andet sted undervejs i
processen. Indenfor 30-40 sekunder åbnedes døre i huse og hytter på vejen, og
glade mennesker, børn, hunde og bedsteforældre myldrede til. Jeg er selvfølgelig
glad for at kunne bidrage beskedent til nabohygge og usædvanlige og lærerige
oplevelser for børnene. Havde omstændighederne været anderledes, kunne dette
sagtens have været afsættet til en solid og munter gadefest. I mit stille sind
var jeg dog mest taknemmelig for, at den fåmælte Peugeot ikke mejede løstgående
pensionister, husdyr eller kærestepar ned under det mislykkede flugtforsøg. Og
glad for, at jeg nu havde kreeret stof til nogle hyggelige snakke over hækken
den kommende tid.
Enden på historien blev, at en glad, og i øvrigt kompetent Falck-mand, dukkede
op, draperede luftpuder hist og her under maven på dytten, understøttede den på
passende vis, nænsomt og blidt, og trak den fri. Han mente, en passant, at det
måske var en god ide, at kombinere håndbremse og 1. gear ved fremtidige
parkeringer.
Tjaa, jeg ved nu ikke rigtig, vi skal jo holde hjulene i gang…