Jeg har min daglige gang i Anlægget, ikke fordi jeg egentlig vil, men fordi min hund, Sofus Thomsen, højlydt insisterer herpå. Vi kommer der året rundt i alt slags vejr, hunden og jeg, han er tiltagende glad for turen, jeg tiltagende mismodig.

Det kan da godt være, at jeg er ved at blive en gnaven gammel mand, har jeg så tænkt. Men, gnaven eller ej, så synes jeg altså virkelig ”man” har formået at ødelægge Anlæget. Jeg skal nok komme over det en gang, ligesom jeg er kommet over, at man ikke kan stave til Anlægget.

Tidligere var det en lille oase man gik ind i, med en lille sø, en lille skov og en lettere modfalden legeplads. Nu vader man stort set ind på en forvokset græsplæne og en hovedvej med biler. Bevares, stadig med en lille sø og nogle få, ensomme træer der ikke ved om de står sammen og illuderer skov, eller om de står hver for sig og pynter. Jeg tager hatten af for den fine legeplads, den fine lille sti ned mod åen og den lille pavillon. Godt gået… man skal jo også huske at rose når det er nødvendigt. Det gælder også den fine stand som Anlæget generelt holdes i.

Men jeg trækker hatten stramt ned om ørerne for den himmelråbende åbenhed ud mod hovedvejen. Hegnet ud mod hovedvejen havde måske set bedre dage, men trods synlige tegn på forfald hist og her, formåede det dog at opretholde illusionen om, at man befandt i noget der med god vilje kunne betegnes som natur. Der var også tilpas mange træer til, at man næsten syntes det var en skov. Jeg er (for god ordens skyld) ikke på nogen måde passioneret naturelsker, jeg kommer der når jeg ikke kan undgå det, og har det fint med det. Men hvis jeg skal se på biler og lyskurver synes jeg altså ikke Anlæget burde være der, jeg gjorde det.

En af de gode ting ved at gå i Anlæget har altid været, at det er sådan et lille pusterum man får, og hvor man kan risikere at gå og tænke tanker, både små, store og strø. Og så tænkte jeg, at Anlæget måske var blevet defineret om, uden at nogen fortalte mig det? Kan det tænkes, at Anlæget i virkeligheden slet ikke er til for min og Sofus Thomsens skyld, altså os der er i det, men er til for dem der ikke er i det, altså dem ude på vejen? Det er da, synes jeg (og Sofus Thomsens også, for den sags skyld), den eneste plausible forklaring. En fugl sang for mig, at man skulle kunne se Kulturhuset ude fra vejen, og det kræver jo lidt åbenhed, ellers kunne man jo kun se skoven for bare træer. Åbenhed er fint, men altså ikke lige i den sammenhæng. Jeg synes ikke at trafikanter, og det er jo dem der er derude på vejen, skal koncentrere sig om Kulturhuset, de skal koncentrere sig om ikke at påkøre gamle damer, hunde og børn, skal de.

Vi, Sofus Thomsen og jeg, synes man skulle se at få en hæk, et hegn, noget beplantning i mandshøjde, eller hvad ved vi, ud mod hovedvejen, synes vi! Vi vil skånes for bilisternes nysgerrige blikke, vi vil gå i en skyggefuld paulun og blive forstyrret af muntre barnestemmer i munter leg, fremfor bilers synlige brummen fra vej.

Skærm os mod vejen!