Min lille blå bil begyndte for noget tid siden, at ”sige” besynderlige lyde, vel og mærke kun i forbindelse med gearskift. Da den er kedelig at køre i når man ikke skifter gear, kom jeg til den uundgåelige konklusion, at værkstedet nok burde se på den lyd.
Jeg kontaktede dem telefonisk, og det er altså et af de firmaer, hvor der virkelig skal trykkes igennem på knapperne for at komme til. Efter adskillige minutter og myriader af valgmuligheder, kom jeg endelig frem til en som jeg kunne forelægge problemet. Jeg forklarede, at det mest af alt lød som en elpisker, diskret flankeret med en blanding af turbinelyden fra en AirBus 380 og et hummende kor af kutteklædte dværge. Jeg mente det måtte være lige ud ad landevejen, men pudsigt nok var det ikke en beskrivelse, der vandt genklang i mekanikerkredse. Jeg udtrykte min undren herover, men indvilgede i komme forbi, hvilket de var glade for: netop den lyd var de meget interesseret i. Sagde de.
En råkold, mørk vintermorgen drog jeg så mod værkstedet. Jeg ankom præcist, godt nok mere held end forstand, men den akkuratesse blev dog ikke belønnet ved skranken, hvor der var ventetid. Men det lykkedes, min lidenhed til trods, at blive både bemærket og ekspederet. Og så skulle en tekniker med ud at køre, så vi i skøn forening kunne høre mislyden.
Da morgentrafikken var i tiltagende, mente jeg at vi nok kunne opnå en passende hastighed på firmaets matrikel, så vi satte i gang. Og der gik det op for os, at hele området var spejlglat! Ret skal være ret, jeg opdagede det først, jeg sad trods med pedalerne under fode, men nu var vi jo kommet i gang, så jeg fortsatte… jeg kunne faktisk heller ikke andet. Jeg var ved at tage hele rækken af nye biler, og bemærkede i øjenkrogen, at teknikeren i dette øjeblik udviklede et tæt forhold til min bil, som han krammede så intenst at knoerne lyste hvidt i den tiltagende dagning. Slingrende, og ukontrollabelt, fortsatte vi vores fremfærd, til trods for at teknikeren med stor nidkærhed trampede endog særdeles hårdt på en ikke-eksisterende bremsepedal i hans side af bilen. Og hånden på hjertet, han burde da, om nogen, vide hvor pedalerne sidder i en bil. Da vi nu alligevel var på glatis, i en situation som forekom uafvendelig, og hvis afslutning tilsyneladende beroede på, hvilket forsyn der tilfældigvis havde vagt denne morgen, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne spørge, om han nu havde hørt lyden?
Det havde han så pudsigt nok ikke, benægtelsen af hvilket blev indledt af ordet ”N-n-n-n-n-nej!” med grotesk mange n’er foran. Mens han med tydelig diktion stavede sig igennem alle n’erne, havde vi retning direkte mod en Peugeot Partner, men det lykkedes os, med alle de bremsepedaler vi nu havde i bilen, at opnå stilstand med en sikkerhedsmargin på en god meter. Rigeligt, i min optik. Han insisterede (venligt i øvrigt) på, efter først at have fået bragt adamsæblet på plads, at vi i stedet kørte ud på vejen og hørte.
Efterfølgende fandt jeg ikke ud af, om min beskrivelse af mislyden havde været fyldestgørende, han var en mand af meget få ord efter køreturen. Men senere på dagen kom tilbagemeldingen om, at lyden af elpisker, Airbus og hummende dværge skyldtes defekte lejer i gearkassen. At så prisen for at få det bragt i orden havner betragtelig tæt på anskaffelsesprisen på en Airbus, efter min vurdering, er en gyserhistorie hvis afslutning først kendes i starten af 2018.
Dér får jeg så forhåbentlig atter luft under vingerne, uden mis- eller andre
lyde :-)