En eftermiddag i juletiden, ringer det på døren. Straks begynder gravhunden Sofus Thomsen at gø, det har han bestemt hører til. Uanset.
Jeg går til hoveddøren og åbner iført julestemning og hjemmetøfler, mens jeg
bjæffer til Sofus, at han skal holde mund.
På trappestenen står en mand, og allerede i dette øjeblik ved jeg, at dette
er galt.
For det første er manden ikke ret høj (i hvert fald mindre end mig), men han ser
op på mig på en unaturlig hengiven måde i betragtning af at han ikke kender mig.
For det andet står han med Det Ny Testamente i hånden (opslået et lille nøk
forbi midten, så vi er nok et stykke inde i Apostlenes Gerninger, tror jeg), og
for det tredje ligner han Asger Reher i en sådan grad, at jeg næsten afsynger
loge-eden fra Ørkenens Sønner. Det ligner afgjort ikke afsættet til et langt og
varigt venskab, dette her, så jeg melder hårdt ud: her lades alt håb ude!
Jeg tror ikke på nogen Gud, har aldrig gjort det, kommer aldrig til det. Vi
er inkommensurable størrelser og har begge affundet os hermed. Det eneste jeg
umiddelbart kan tro på er, at jeg ikke slipper fra tilværelsen med livet i
behold. Jeg gør her tegn til at lukke døren, audiensen er forbi.
Her ville enhver forstandig mand have anet en værdig retrætemulighed. Men
ikke her.
Mens Sofus Thomsen tiltagende energisk galper op i baggrunden, føler han sig
hidkaldet til at fortælle mig, hvad fordelen ved at tro på Gud er: Det Evige
Liv. Og han næsten lydformede ordet ”eeeeevige”.
Da er det, at Djævelen farer i mig:
Hvad bilder han sig ind, at stå her, på min egen trappesten, og true mig med det
evige liv? Jeg kan da ikke forestille mig noget værre, end at ingenting hører
op. En frygtelig tanke, specielt når jeg tænker på Kandis.
Skulle jeg nu rende rundt i al evighed med en dårlig skulder, der stort set
kun sad fast med gaffa-tape og Panodil? Vidste han overhovedet hvad han gik ind
til hvis min elskelige mor (Den Gamle Ged kaldet) fik part i det evige liv… han
ville aldrig få et ord indført. Nogensinde!
Jeg fortsatte lidt i samme dur, med stigende toneleje og intensitet, godt hjulpet på vej af Sofus Thomsens dybfølte gøen, og undervejs i denne uskønne duet, tabte han underkæben mere og mere. Det var lige før den opnåede kontakt med trappestenen, hvilket, hans lidenhed taget i betragtning, nok ikke siger så meget. Han formåede dog at samle sig, bakke ned af trappestenen og tage flugten akkompagneret af Sofus Thomsens nu næsten hysteriske gøen. Sofus Thomsen er en klog hund, og jeg har lært, at ingen kan holde ud at høre en hund gø. I al evighed.